{ Ingen bruger }

Billed politik for ThyRF – Thy rollespilsforening

 
Da vi ikke ønsker det eller kan lave regler omkring billeder er følgende video og billedpolitik en HENSTILLING, som vi håber medlemmerne vil følge. Det er dog således, at det for frivillige foreninger er tilladt at udstikke retningslinjer for egen forening, så længe det ikke modstrider dansk lovgivning. Dvs. at medlemmer skal følge foreningens retningslinjer når de er i foreningsregí. Vi har forsøgt at favne flest mulige holdninger på området så der er plads til alle. Er man utilfreds med den følgende video og billedpolitik kan dette tages op på foreningens generalforsamling, som er foreningens øverste myndighed.
Dog, vil man ikke følge bestyrelsens henstilling på området anses det for at modarbejde foreningens politikker (se vedtægter §3 stk. 2)
 
Video og billedpolitik (følgende er gældende både for video og billeder)
- Hvis man gerne vil optage video eller tage billeder til et ThyRF arrangement retter man henvendelse til hovedarrangøren for at få tilladelse/retningslinjer. Ethvert billede taget tilhører fotografen privat, men ThyRF forventer at få en kopi af billederne til forenings brug. Billeder må som udgangspunkt IKKE ligges til offentlig beskuelse nogetsteds, medmindre det er på ThyRFs egen side, hvor foreningen tager ansvaret. Vil man gerne benytte et billede taget til et arrangement skal man have specifik tilladelse af alle personer på billedet.
 
Vi henstiller:
- At der ikke tages billeder under aktivt spil, medmindre, der er indgået en klar aftale med arrangøren. Billeder taget udenfor spillet (dvs. offgame) af opstillede personer eller internt i en gruppe må bruges frit, hvis alle på billedet er indforstået dermed.
 
Bemærk:
- At offentlige medier som eks. Facebook og lignende har ret til at benytte alle billeder, der lægges på det enkelte medie. Billeder, der lægges her er altså ikke længere private heller ikke selvom de lægges i en privat mappe. Billederne kan derfor bruges frit af mediet steder, som ikke er hensigtsmæssige, hvilket er modstridende med ThyRFs billedpolitik.
- At der til ThyRF arrangementer er deltagere, der hverken ønsker at blive taget billeder af eller at blive offentliggjort. I de fleste tilfælde er bestyrelsen samt arrangører bekendt med disse individer og det er derfor af stor vigtighed, at arrangører samt bestyrelse har kontrol over billeder der offentliggøres.
- Hvis man som privatperson ønsker et billede fjernet bedes man rette henvendelse til ThyRFs bestyrelse.

Alkohol politikken i ThyRF – Thy rollespilsforening

 
De danske unges kultur omkring alkohol og andre rusmidler er foruroligende. Vi mener at det er en fælles opgave for foreningerne i landet at give de unge sunde og gode fritidsinteresser der kan fundamentere dem solidt og udvikle dem til at være kompetente voksne i det danske samfund. Det er IKKE foreningens formål eller hensigt at få unge til at lade være med at drikke, men vi mener ikke at foreningslivet hører sammen med alkohol og andre rusmidler.
De unge skal i ThyRF have muligheden for at mødes om en fritidsinteresse der giver oplevelser, kammeratskab, sjov og spænding UDEN alkohol eller andre rusmidler.
Derfor har vi i ThyRF vedtaget følgende:
 
Stk. 1: Det er IKKE tilladt at drikke alkohol eller være under påvirkning af alkohol eller andre rusmidler til ThyRF’s arrangementer.
Stk. 2: Overtrædelse af stk. 1 er bortvisningsgrund. Ved grelle tilfælde kan foreningen nægte NOGEN form for deltagelse resten af sæsonen.
Stk. 3: ThyRF ønsker ikke at tjene penge på nogen form for salg af alkohol til arrangementer hvor der deltager børn og unge under 18 år
 
Det er så vidt muligt foreningens opgave at yde støtte til børn/unge. Lederne i foreningen skal IKKE møde de unge med løftede pegefingre, men skal være parate til at lytte og tale med de unge om de ting, der rører sig i deres liv. Lederne er ikke udover straffeloven forpligtet af andet end deres egen moralske/etiske overbevisning til at hjælpe de unge..
I tilfælde af at en af de unge har behov for professionel hjælp af en eller anden art vil foreningen være behjælpelig med at skabe kontakten mellem den unge og den hjælpende instans - dog igen ikke på nogen måde der kommer i konflikt med loven eller formålsparagrafferne.

Mobbepolitikken i ThyRF – Thy rollespilsforening

 
I det globaliserede samfund hvor det kræves af børn og voksne at de kan færdes side om side i forskellige sociale rammer mener vi at det er vigtigt at forenings og fritidsklubber deltager aktivt i at medvirke til børns og unges tolerance og gensidige respekt. Vi vil at medlemmer, arrangører og andre der er i forbindelse med ThyRF føler sig accepterede og velkomne på trods at race, køn, social status og andet.
Vi mener at netop gennem rollespil kan børn og unge få lov at få et pusterum fra deres daglige problemer og de netop skal opfordres til at nedbryde de skel der ellers let opstår i andre sammenhænge. Foreningen har til opgave at stoppe ALLE personlige angreb.
Derfor har vi i ThyRF vedtaget følgende:
 
Stk. 1: Mobning af nogen art tolereres ikke til ThyRFs arrangementer.
Stk. 2: Hvis en arrangør eller et bestyrelsesmedlem er vidne til mobning skal denne forsøge at sige fra overfor mobningen.
Stk. 3: I tilfælde af grove personangreb har arrangørerne ret til at bortvise personer fra arrangementer i en periode eller resten af sæsonen. Hvis et medlem/en deltager eller en arrangør føler grundlaget er for det kan de henvende sig til bestyrelsen med en klage og bestyrelsen vil derefter forsøge at rede sagen ud*
 
*Da mobning er svær at definere er det i den enkelte situation den tilstedeværende arrangør/bestyrelsesmedlem der foretager et valg ud fra sin personlige overbevisning. Som tommelfingerregel har mobning fundet sted så snart en person føler sig mobbet. Man kan ikke forlange at arrangørerne vil opdage alt, men de vil altid forsøge at danne sig et overblik hvis man bringer dem en klage over mobning.
Vi vil forsøge at skabe rammer for at deltagere/bestyrelsesmedlemmer og arrangører har det godt og positivt udvikler deres evner og kvaliteter. Vi ved at mennesker er meget forskellige i holdninger og ideer, men at vi alle skal acceptere hinanden uden at uoverensstemmelser fører til personlige angreb.
Det er så vidt muligt foreningens opgave at yde støtte til børn/unge. Lederne i foreningen skal IKKE møde de unge med løftede pegefingre, men skal være parate til at lytte og tale med de unge om de ting, der rører sig i deres liv. Lederne er ikke udover straffeloven forpligtet af andet end deres egen moralske/etiske overbevisning til at hjælpe de unge.
I tilfælde af at en af de unge har behov for professionel hjælp af en eller anden art vil foreningen være behjælpelig med at skabe kontakten mellem den unge og den hjælpende instans - dog igen ikke på nogen måde der kommer i konflikt med loven eller formålsparagrafferne.

Optimeret til 1280x1024
Copyright (c) 2006, Thy Rollespils Forening