Den næsten lydløse summende lyd fra motorerne og de mange elektroniske apparater lagde en beroligende stemning over hele situationen. Men rolig vil jeg ikke lige kalde hverken jeg selv eller de folk jeg så omkring mig. Hvem kunne også være rolig, når man var med på Shiva 3, det tredje passager skib med kursen lagt mod QX2367, i QX236 solsystemet også bedre kendt som Odins øje. Astronomerne havde givet den dette navn fordi stjernen, ”Odin”, var den eneste, der oplyste planeten, der var ingen måne. Det var noget af det man skulle vænne sig til, meget ville ændre sig. Selvfølgelig havde man ikke kunne finde en planet magen til jorden, men d. 7. Planet fra ”Odin” havde endnu ikke et navn, blot stedsbetegnelsen QX2367. Selvfølgelig havde Starsurfer været det første rumskib på stedet, og sammen med Chaser havde de udbygget stedet og gjort alt parat. Shiva 1 havde været fyldt med de folk, der skulle overtage de kritiske poster så folkene fra Starsurfer og Chaser kunne fortsætte jagten på andre beboelige systemer. Shiva 2 havde mest været forsyninger, materialer og udstyr. Nu var turen så kommet til Shiva 3, det største af passagerskibene og ud over de knapt 900 passagerer havde de også 13.000 tons last med sig.
Den lyshårede pige i den blå og metallic tætsiddende dragt anviste mig dvalekammer 768. Hun smilede kort og ønskede mig en behagelig rejse, før hun skyndte sig videre for at hjælpe en anden med at finde sin plads. Jeg lod mit hoved glide på skrå og tog mig selv i at betragte hendes figur, da hun gik ned mellem rækken af dvalekamre på dæk 7. Tankerne kunne let flyve af sted på små opdagelsesrejser, men min viden om teknologien bragte mig tilbage til nutiden. Hun havde ikke været andet end en SAU, Simple Artificial Unit. Konstruktøren havde åbenbart ment, de var mere effektive som personale, hvis de lignede almindelige mennesker i stedet for blikdåser på fødder. Det var nu ikke noget dårligt syn, men de havde da vagt en del røre, da de blev introduceret. Mange kvinder mente den kvindelige udgave af SAU var et skævt billede af kvindefiguren. At de, med deres perfekte hud og figur, ville føre til endnu en lang krise periode for unge piger som dengang tilbage i det enogtyvende århundrede. Dengang havde medierne skabt en idé om at alle piger skulle være åleslanke og med ufejlbarlig hud. Det havde udløst en lavine af spiseforstyrrelser, personligheds kriser og børn helt ned til 10-12 års alderen, der gik med makeup og i udfordrende tøj.
Jeg fandt min lille krystal disk med ynglings sange frem og puttede den i dvalekamrets databank. Sådan en krystal lagringsenhed kunne indeholde enorme mængder. Denne her var selvfølgelig kun en privat version, men de nye erhvervsversioner kunne indeholde backups af kæmpe mainframes. De kunne sikker indeholde flere millioner af den nu udgående datastørrelse Gigabyte. Min egen kunne indeholde noget lignende 120 Terabytes (122.880 Gigabyte i nørd omregning).
De var nu slet ikke så tossede de dvalekamre. De sørgede for at man blev holdt fast i søvnstadie under hele rejsen. Det var ikke ligesom på film, hvor folk lagde sig og faldt i dvale, men mere en computer, der via impulser fastholdt personen i rem søvn. Det var en lang rejse og dvale kamrene var ikke så effektive som på film, man blev stadig ældre, men fordi man blev holdt fast i søvnen og kun indtog minimal føde gennem en sonde, så ville hverken kroppen eller organerne i den blive slidt meget på turen. Det mest underlige var at skulle ligge sig til at sove og vågne op igen, flere år senere. Jeg rystede tankerne af mig og smilede til pigen der var ved at indrette sig i dvalekamret ved siden af mig.
Jeg så en sidste gang ud over hovedstaden fra skibets vinduer før jeg lagde mig i dvalekamret. Lysene fik byen til at skinne, det var ikke til at fatte at det var sidste gang jeg ville se den. De høje glas/metal facader blandet med de gamle beton/glas eller metal konstruktioner prægede det billede jeg så. Efter man havde fundet en ny måde at lave stålaluminiums legeringen S2A6Xv, var den blevet det nyeste hit inden for både byggeri og konstruktion. De havde forvandlet den ellers kedelige stad til et virvar af nye høje og arkitektonisk specielle bygninger. De største bogligkomplekser voksede helt op til kuplen og havde de dyreste lejligheder øverst, hvor der kun var skyerne mellem glastaget og himlen. | | Efter det store valuta krak for 35 år siden var verden delt i to. De rige som jeg selv, der var så heldige at bo i de store byer, hvor der var frisk luft og man kunne gå udenfor på gaden uden masker til at rense luften. De fattige måtte leve i de mindre byer, der ikke havde en beskyttende kuppel. Selvfølgelig var der dem, der levede det primitive liv ude i den åbne natur, men dem var der ikke mange af tilbage. I dag arbejde robot maskinerne på at dyrke jorden, så der var ikke brug for fysisk arbejdskraft derude medmindre man sværgede til at gøre ting på den besværlige og gammeldags metode. Der var en del af disse såkaldte økologer. De havde taget navnet efter dem der i det 21 århundrede havde valgt at dyrke jorden uden gifte og den slags. Der blev også stadig opfundet flere og flere syntetiske ting, der kunne erstatte de madvarer eller produkter, man havde svære ved at skaffe eller der tog lang tid.
Det gennemsigtige låg på dvalekamret gled lydløst i og musikken fra min krystal disk fyldte mit lille private kammer med lyd. Jeg lukkede øjnene og lod mine tanker vandre og opfinde billeder fra det nye hjem. Roen fyldte mit sind og tankerne fortalte historier om fremtiden.
Langt borte blev lyden af splintrende glas og en skurrende lyd af metal, der krøllede sammen som papir pludselig til en larmende virkelighed. Noget hårdt ramte mig i siden og slyngede mig ud af dvalekassen som sekunder senere blev forvandlet til ubrugelig skrot. Mine øjne nåede at opfatte rædselsudtrykket på ansigtet af pigen ved siden af mig før en metaldør skar midt igennem kroppen på hende som en løssluppen savklinge. Det efterlod hendes kønne ansigt fordrejet i en mellemting mellem stor smerte, forundring og rædsel. Min hjerne ville nok have sagt mig at det så komisk ud havde det ikke været for virkeligheden, der i form af et halvt krøllet dvalekammer ramte mit ene ben og knuste knæet samtidig med det flænsede resterne af benet op. I en skæv bue blev jeg slynget mod skroget, som havde en usund glødende rødlig farve. Den ene skulder der snittede, før jeg som et projektil blev rekurseret videre, forbrændte til tredjegradsforbrændinger og dragten jeg havde på smeltede ind i min arm og brystkasse. Jeg skreg igen og igen, men det var som om ragnarok var kommet og det eneste min hjerne kunne sanse var inputtet, der kom fra mine øjne. Enten var mine trommehinder eksploderede eller også havde min hjerne bare klippet forbindelsen til hørecentret. Jeg ramte en del andre genstande, inkl. en anden passager, der havde fået en del af sit dvalekammer, inkorporeret i sin døde krop, før jeg ramte en væg og trillede ned på loftet og lå stille. Med et forsvandt mit visuelle input, om det var blodet, der havde lukket mine øjne eller lyset, der var forsvundet viste jeg ikke. Alt var blot mørkt og døvt omkring mig. Sådan lå jeg i evigheder og kunne ikke røre mig, så kom lyset igen. Denne gang i form af kæmpe elektroniske udladninger fra de iturevne komponenter og elektroniske udstyr. Jeg lå blot der hjælpeløst og så til mens rummet blev forvandlet til et nyt helvede af elektroniske lynkiler. Ud af vinduet jeg var smidt op imod kunne jeg se lysene fra flyets nødkapsler, nogen måtte altså være skudt af sted i tide. Jeg rakte ud efter en manuel udløser til et nødkapsel og trak det iturevne kabel ud af sin holder. Jeg nåede blot at lukke min hånd hårdt om kablet før nødkapslets elektroniske styring eksploderede og alt forsvandt.
Manden åbnede det ødelagte nødkapsel og så derind. Fyren derinde havde ikke overlevet turen. Det så ud som om nødkapslets styringspult var eksploderet og havde fjernet de sidste livsdråber i ham. Stakkels fyr, han var fuldkommen forrevet og forbrændt. Han lod lugen falde i og så sig omkring. Sårede, men levende folk, kravlede ud mellem ligene af deres rejsekammerater. Alt var kaos, hvad var der sket, hvor var de nødlandet? Han tog sig til sin brækkede arm og ledte videre mellem vragdele, mennesker, udstyr og bagage. Man kunne se skoven brænde langt væk, måske var andre nødlandet der, eller måske var det bare brændende dele af flyet. Det ville snart blive mørkt og hvad ville denne første nat på en ukendte planet byde på af overraskelser. |